GRUNDTVIGS KULTURFESTIVAL 2022
I 2022 er det 150 år siden, at Grundtvig døde. Det markerede vi lørdag den 27. august 2022 på Gl. Kjøgegaard, hvor Grundtvig er begravet.

Den 27. august 2022 inviterede vi igen til Grundtvigs Kulturfestival på Gammel Kjøgegaard i Køge. Grundtvig lever og ånder i vores kultur, og vi sætte fokus på Grundtvigs store påvirkning, liv og virke. Dagen bød på aktiviteter for både børn og voksne, mange gratis, nogen med betaling.
Tusinde tak til alle der besøgte Grundtvigs Kulturfestival - og stor tak til alle frivillige og bidragsydere. Uden jer var der ingen Grundtvigs Kulturfestival. Nederst ses et lille udpluk af billeder fra dagen.
Programmet herunder er delt op i tre områder.
PROGRAM:

12:00-16:30 Grundtvig for børn og voksne

- Kl. 12.00-16.00: Køge Køgespejderne i børnehøjde på plænen
GRATIS: I samarbejde med Køge Spejderne udleves Grundtvigs natursyn i børnehøjde med sjove aktiviteter for børn og deres familier. Der bliver også lavet spejderaktiviteter som bål, lejr og snobrød.
- Kl. 12.00-14.00: Ponytræk for børn på engen
BILLET: 25 kr. (betales på dagen)
I samarbejde med en lokal rideskole tilbydes ponytræk til børn i alderen 1-12 år. Ponytræk foregår på engen bag ved Café Åsen.
- Kl. 12.00-16.30: Fortolk Grundtvig kreativt på store lærreder
GRATIS: Kom og vær med til at lave en kollektivt kunstnerisk fortolkning af Grundtvig på store lærreder, som vi sætter op på plænen. Alle kan deltage i de kollektive fortolkninger af Grundtvig – eller et af de mange temaer, som Grundtvig beskæftigede sig med – på megalærreder med akrylmaling. Vi sætter inspiration op i form af tekster og billeder - og fortolkningen står dig frit for. Kom forbi og udfold din kunstneriske side.
- 12:00-16:30: Digteværksted med Køge Bibliotek - 'Grundtvig Lovestorm – Vi kan bære hinanden, som vi er'
GRATIS: Kærligheden var stor mellem Nicolai Frederik Severin Grundtvig og Marie Toft fra Gl. Kjøgegaard, som blev hans anden hustru. Digtet og sangen "Hvad er det, min Marie" er en kæmpe kærlighedserklæring fra Frederik til Marie. Hvad ville du svare hvis du fik et sådan digt? Hvis det var i dag, hvordan ville man så sige det, altså at man er helt vild med en anden person?
Kom og vær med til at skrive kærlighedsdigte – til Marie, til Frederik eller til en du holder af. Vi har hjerter, tudser og blyanter klar. Vi hjælper gerne med et rim eller råd.
Vi udstiller alle kærlighedsdigtene løbende, og kl. 15.30 og 16.00 læser vi op af kærlighedsdigtene.
Workshoppen bliver ledet af Ingrid Ank fra Grundtvig Akademiet og Kim Josefsen fra Køge Bibliotekerne.

12:00-16:00 Grundtvig for alle 

- 12:00-17:00 Rundvisning i hovedhuset på Gammelkjøgegaard
BILLET: 75 kr. (ny rundvisning hver hele time)
I samarbejde med Carlsen-Langes Legatstiftelse arrangerer vi rundvisninger i hovedhuset på Gammel Kjøgegaard med fortællinger om stedets mangeårige historie, og anekdoter om Grundtvigs tilknytning til familien v/Peter Collet. Sidste rundvisning starter kl. 16.00.
- 12.00-16:30 Besøg Claras Kirkegaard og Grundtvigs grav og hør historierne om Grundtvig og Marie
GRATIS: Gå turen ud til familiegravstedet Claras Kierkegaard, hvor Grundtvigs ornamenterede egekiste kan ses i krypten, og giver den historiske person et fysisk nærvær og manifestering. Ved krypten fortæller forfatter Jutta Bojsen-Møller levende om Grundtvig og Marie Toft og om familien Carlsen. Du er velkommen til at stille spørgsmål og lære mere. Jutta Bojsen-Møller har skrevet bogen om 'Grundtvig og Marie'.
Ny historiefortælling starter hver hele time. Kirkegården og krypten er åben i dagens anledning.
- 12:00-17:00 Mød højskolerne på plænen
GRATIS: Du kan møde bl.a. Lejre Højskole på området og høre om grundlaget for en moderne højskole i Grundtvigs ånd.
- 14.00.14.45: Mød en forsker og hør om 'Grundtvigs værker'
Billetpris 50 kr.
Forskningsprojektet 'Grundtvigs værker' er en tekstkritisk og kommenteret udgave af Grundtvigs trykte forfatterskab, der – når den er færdig – vil omfatte ca. 1000 værker. Grundtvigs værker udgives af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet. Udgivelsen blev påbegyndt i 2010 og forventes færdig i 2030.
Mød postdoc Jens Wendel-Hansen, der fortæller om det store arbejde med at digitalisere Grundtvigs værker.
- 15:00-17:00 Danmarks store mand (boglancering – Center for Grundtvigforskning og Gads Forlag)
Billetpris 50 kr.
Store hvide mænd er ikke i høj kurs i dag. De rives ned fra deres piedestaler og anklages for alskens alvorlige sager. Men hvad med Grundtvig, holder han stadig? Hvilke aftryk har han egentlig sat på det danske samfund – og skal vi blive ved med at beskæftige os med ham?
Bogens 16 bidrag af både ældre og yngre grundtvigforskere forsøger at give os svaret, når de går helt tæt på Grundtvig og giver os nye perspektiver på præsten, digteren og samfundsdebattøren.
Vi får besøg af tre af bidragsyderne, som vil løfte sløret for deres arbejde med Grundtvig ”Danmarks store mand”:
- Kasper Rathjen fra Esbjerg Fiskerimuseum: Den maritime Grundtvig
- Jens Wendel Hansen fra Grundtvig Centeret: Den politiske Grundtvig
- Lone Kølle Martinsen fra Grundtvig Centeret: Den feministiske Grundtvig
Bogen kommer i handlen den 8. september, og derfor er det en helt særlig før-lancering for gæsterne til Grundtvigs Kulturfestival 2022.

12:00-21:00 Grundtvig for alle
- 12:00-12:30 Køge Byorkester
GRATIS: Åbning af Grundtvigs Kulturfestival 2022
- 12:00-19:00 Picnic-tid og fællesspisning
Udlevering af forudbestilt mad i Café Åsen. Man kan også medbringe egen mad og tæppe og nyde det på græsset eller en bænk. Drikkevarer, kaffe og is m.m. kan købes i cafeen.
- 17:00-17:25 Køge Byorkester
Potpourri af Grundtvigs sange og salmer. Gratis.
17:30-21:00 OPEN AIR sensommerkoncert med Dorthe Gerlach og Erik Grip, fakkeloptog og gravøl til minde om Grundtvig
Billetpris: 250 kr.
- Oplev en helt enestående aften med open air sensommerkoncert den 27. august med Dorthe Gerlach og Erik Grip i de smukke historiske omgivelser på godset Gammel Kjøgegaard (tæt på Køge by), hvor N.F.S. Grundtvig ligger begravet.
Koncerten er en hyldest til Grundtvig i anledning af 150-året for hans død – og er en del af Grundtvigs Kulturfestival 2022, der dagen igennem har et spændende program for både børn og voksne.
– billetpris 250 kr. Køb din billet på grundtvigskulturfestival.dk
17:30-18:00 Erik Grip spiller op til fællessang
Visesanger Erik Grip fortæller om Grundtvig og sit eget musikalske tilhørsforhold til hans sange og digte. Erik vil indbyde publikum til at synge med på ’Velkommen i det grønne’ og ’Maries sang’.
18.00-19.00 Dorthe Gerlach – akustisk
Dorthe Gerlach indtager scenen, hvor hun akkompagneres akustisk og synger personlige fortolkninger af et udvalg af Grundtvigs poetiske tekster samt egne betagende sange.
19:15-19:45 Køge Byorkester spiller til modtagelse af fakkeloptog
19:00-21:00 Fakkeloptog til Claras Kirkegaard og gravøl
I forlængelse af koncerten inviteres publikum med til et lysende fakkeloptog ad stierne gennem skoven ved Køge Ås op til Claras Kirkegaard, hvor der vil udfolde sig en helt særlig mindestund. I forbindelse med Grundtvigs død og begravelse gik man i 1872 med fakler til familiegravstedet, og som koncertgæst er du med til at genskabe den store folkelige begivenhed, da man for 150 år siden tog afsked med Grundtvig.
Grundtvig ligger begravet ved siden af to af sine koner på toppen af en bakke. I krypten kan Grundtvigs ornamenterede egekiste ses helt tæt på, hvilket giver den historiske person et næsten fysisk nærvær.
På bakkedraget ved gravstedet holder præsterne ved Køge Kirke Charlotte Dybdahl Winther og Signe Asbirk mindetaler anno 2022. Den unikke aften afsluttes med gravøl for Grundtvig og en skål til ære for en af Danmarks store mænd midt i den smukke skov på Åsen.
Her er et lille udpluk af billeder fra dagen.

.............................................................................
Arrangørerne bag GRUNDTVIGS KULTURFESTIVAL:
